Læreplaner

Børns møde med verden bringer tusindvis af spørgsmål, oplevelser og udfordringer. At smage, lugte, se, mærke og tale om det, der sker omkring og indeni – er næringen til en bestandig udviklingsproces.

 

Børn lærer en masse gennem legen og kontakten med andre børn. Opholdet i vuggestuen skal bidrage til, at børns læring understøttes. Det pædagogiske personale skal støtte, lede og udfordre børns læring, som børnene er medskabere af. Læringen sker både gennem spontane oplevelser og leg samt ved, at den voksne skaber eller understøtter situationer, der giver børnene mulighed for fornyelse, fordybelse, forandring og erfaring.

 

Det pædagogiske personale skal sikre, at der i vuggestuen bliver sat fokus på alle barnets potentialer og kompetencer for at ruste det enkelte barn til at begå sig i livet. I tilrettelæggelsen af læringsmiljøer skal der tages hensyn til børns forskellige forudsætninger. Læringen i vuggestuen skal bidrage til at sikre en harmonisk overgang til fritidsliv, børnehave og skole.

Dagtilbuddene i Danmark hviler på traditioner om at se børn som hele mennesker, hver med deres unikke tilgang til livet og deres eget personlige udtryk. Tilbuddene er indrettet på dialog mellem voksne og børn, hvor børnene er aktive og har medindflydelse.

 

Vi forstår børns udvikling som en helhed, hvor intellekt, følelser, sociale og kropslige færdigheder spiller sammen i et samspil, og hvor det er de voksnes rolle at yde omsorg og skabe muligheder for udfoldelse.

Den pædagogiske udfordring er professionelt og omsorgsfuldt at sikre, at der både skabes plads til det enkelte barns individuelle udvikling og til udviklingen af det sociale fællesskab.

I forhold til udsatte børn vil vi i samarbejde med forældrene, og forvaltningens ressourceteam udarbejde handleplan, som tilgodeser det enkelte barns behov.

 
I hverdagen skal det pædagogiske personale inkludere udsatte børn i fællesskabet, således at de føler sig accepteret på lige fod med alle andre. Børnene skal kunne mærke, at de er en vigtig del af fællesskabet og der skal tages hånd om de udsatte børn, uden at de føler sig besværlige eller særlige. Det pædagogiske personale skal være anerkendende, rummelig og accepterende overfor alle børn og have fokus på, at alle børn har forskellige kompetencer, de kan bidrage med.